Hver dag benytter du og jeg os af infrastruktur som i årtier har været en naturlig del af menneskers hverdag. Det gælder eksempelvis veje, broer, kloaker og el-nettet. Infrastruktur som langt hen ad vejen skaber værdi, i kraft af at driftige virksomheder har skabt løsninger som bygger oven på og udnytter de services infrastrukturen stiller til rådighed.

Asfalterede veje ville ikke være interessante, hvis ikke der havde eksisteret biler eller cykler. Rindende vand muliggør vaskemaskiner og brusebad. Adgangen til elektricitet har skabt grobund for alt fra glødepæren til computer og tv. Der er stadig mange steder i verden, hvor helt basal infrastruktur ikke er tilgængelig, og hvor hverdagsting og -services, som vi kender det fra vores del af verden, derfor heller ikke eksisterer.

I de seneste årtier er der opstået en ny form for fælles infrastruktur, som desværre ikke får ligeså stor opmærksomhed som den fysiske infrastruktur. Her taler jeg om den fælles datainfrastruktur. Datainfrastrukturen er den infrastruktur der gør os i stand til nemt at indsamle, opbevare og tilgå data på tværs af domæner og organisatoriske skel. Dette kan eksempelvis være data om ejendomsret, personer, adresser, virksomheder eller den førnævnte fysiske infrastruktur.

Nogle vil måske mene at tidlige former for datainfrastruktur har været med til at muliggøre den moderne civilisation (og dermed også har eksisteret i rigtig mange år) - i begyndelsen har den bare haft form af arkiver fyldt med stentavler (se https://en.wikipedia.org/wiki/Ebla_tablets)  og sidenhen bøger og kartoteker. Med de briller på vil det nok være mere rimeligt at sige, at det der er sket inden for de seneste årtier er, at datainfrastrukturen er blevet digital. Hos MAKRONAUT betegner vi derfor også datainfrastrukturen som en af flere digitale infrastrukturkomponenter på lige fod med eksempelvis netværks- og sikkerhedsinfrastruktur.

Ligesom den fysiske infrastruktur er digital infrastruktur ofte kun interessant i kraft af at driftige virksomheder bygger services oven på infrastrukturen. Det kan eksempelvis være navigationssystemer, der ved hjælp af aktuelle data om geografi kan dirigere dig sikkert hen til din ønskede destination.

Så hvorfor er det et problem at vi ikke alle taler mere om den digitale datainfrastruktur?

Der er tendens til at det er svært for kommuner at løfte nye innovative teknologiprojekter fra pilotstadiet til en værdiskabende driftsimplementering. Nogle har valgt at kalde dette pilotsyge. Blandt stat, regioner og kommuner er der i disse år en stærk pull-tendens, hvor institutioner slidsomt forsøger at trække nye gode digitale påfund igennem. Dette er fuldt forståeligt. Der er generelt en bevidsthed om vigtigheden af at være digital. Digitalisering har politisk fokus, og det ses som et middel til effektiviseringer og kvalitetsløft for borgere og virksomheder.

Men hvorfor kommer de nye løsninger ikke af sig selv i en færdig kasse? Verden er større end Danmark. Termer som smart cities og IoT er efterhånden old news. Der er mange eksempler på løsninger, som burde være mainstream allerede i dag. Men hvor er de intelligente skraldespande? Og hvorfor kan jeg ikke få mit navigationssoftware i min SmartPhone til at sende mig hen til den nærmeste ledige parkeringsplads?

Havde Henry Ford udviklet Ford T, hvis ikke der havde været veje den kunne køre på?

Læs: http://www.roadswerenotbuiltforcars.com/the-petition-that-paved-america/

Og her kommer min pointe: Rigtig meget af den udvikling der forventes at ske inden for digitalisering, smarte byer, IoT (you name it), forudsætter tilgængeligheden af datainfrastruktur, der ikke er til stede i dag.

Et eksempel: En meget stor andel af den trafik der er i byerne er søgetrafik. Det vil sige unødvendig kørsel med det ene formål at finde en parkeringsplads. Der eksperimenteres i dag med intelligente lygtepæle, som ved hjælp af indbyggede kameraer og intelligent software kan se om der er en tom parkeringsplads i nærheden af lygtepælen. Hvad vil det kræve før at TomTom, Google og andre kunne få adgang til den viden og ikke mindst anvende den til at dirigere brugeren hen til den nærmeste parkeringsplads? - to helt centrale elementer i en datainfrastruktur:

  1. Tilgængelighed af data.Data om parkeringspladsernes placering, deres relation til det øvrige vejnet og hvorvidt de er ledige er ikke udstillet og gjort tilgængelige på en måde, så tredjepartsleverandører kan gøre meningsfyldt brug af dem
  2. Governance.  Der skal eksistere en organisering og et aftalegrundlag, der garanterer at forvaltere af veje udstiller parkeringsrelaterede data - og ikke mindst at de udstiller disse data på den samme måde på tværs af kommune- og landegrænser. Det er således ikke nok, at en enkelt kommune af sin gode vilje udstiller de nødvendige data.

Før at en tredjepartsleverandør tør at bygge en forretningsmodel op om en datainfrastruktur, skal der kort sagt være to forhold til stede

  1. Sikkerhed for at data også vil være tilgængelige om 10 år
  2. Perspektiver i mulig skalering af forretningsmodellen udover kommune- og landegrænser

Det at få gevinster ud af intelligente lygtepæle handler altså mindst ligeså meget om organisering som det handler om at få lygtepælsteknikken til at virke.

Er det en offentlig opgave at lave datainfrastruktur?

Det ved jeg ikke - men jeg ved at der er få institutioner og virksomheder (de fleste er Amerikanske) der har opbygget den nødvendige tillid til, at andre tør bygge forretningsmodeller oven på deres infrastruktur. Før at en datainfrastruktur får succes har det indtil nu været helt centralt at verden har troet på, at det vil være den vindende infrastruktur på tværs af domæner, geografi og tid.

Jeg ved også at dem der laver datainfrastrukturen, sætter rammerne for, hvad der kan og ikke kan lade sig gøre i samfundet, og hvilke muligheder driftige små og mellemstore virksomheder har for at udvikle nye løsninger og skabe lokal vækst.

Indtil nu har offentlige og semioffentlige institutioner i mange sammenhænge haft føretrøjen på mht. udvikling af fælles datainfrastruktur i Danmark. Dette skyldes først og fremmest at fælles data i lang tid været helt centralt i den måde, der forvaltes på i den offentlige sektor. Bare tænk på Danmarks Folkeregister (CPR), der har eksisteret siden 1968. Men også at den offentlige sektor har nogle reguleringsmæssige håndtag, som har været med til at sikre det førnævnte governance aspekt.  De forskellige datainfrastrukturer er siden hen blevet anvendt til meget andet end forvaltningsmæssige formål. Virksomheder inden for finansiering og forsikring har således snablen direkte nede i mange offentlige data, eksempelvis persondataregistret og ejendomsregistret.

De nye datainfrastrukturer der er brug for, vil ligeledes have perspektiver for den offentlige opgavevaretagelse, men kan ligesom eksisterende offentlig datainfrastruktur også benyttes af mange andre. At de eksisterende infrastrukturer er på offentlige hænder, skyldes nok mest af alt, at den offentlige sektor kom først. Sådan er det ikke sikkert at det vil være fremadrettet. Havde Facebook eksisteret i 1968, kunne det muligvis have været en ligeså god kandidat til persondataregistret.

At den der kommer først med en datainfrastruktur i nogle situationer opnår et naturligt monopol, skyldes bl.a. at der er store fordele ved at benytte en eksisterende kendt datainfrastruktur som data- eller softwareleverandør. Bl.a. giver det nemmere adgang til de softwareleverandører, der allerede har bygget services oven på infrastrukturen. Samtidig gør brugen af eksisterende datainfrastrukturer det også nemmere at sikre sammenhænge til andre datasæt.

Et konkret eksempel på en infrastruktur som potentielt kan blive et naturligt monopol og som ikke er startet af den offentlige sektor, er Google Maps Indoor. I modsætning til Google Maps (uden Indoor), der er et eksempel på en service der bygger oven på megen eksisterende infrastruktur (både offentlig: eksempelvis rejseplanen og adresseregistret, og privat: eksempelvis satellit billeder), så vil Google Maps Indoor gerne være kerneinfrastrukturen for indendørs lokaliteter og navigation. Hvorfor, tænker du måske? Er indendørs kort samfundsnyttigt og big business? Ja, det er begge dele!

Eksempelvis bygger en stor del af rationalet for de nye sygehusbyggerier på effektiv logistik, bedre patientflows, nemmere wayfinding (navigation) m.v. Dette er alle eksempler på arbejdsgange, der kan styrkes væsentligt med data om bygningers indretning og deres placering i den åbne geografi.

Det giver rigtig god mening for Google at lave en infrastruktur for indendørs navigation. De har allerede services der muliggør navigation i den åbne geografi. Virksomheder der benytter Google Maps Indoor vil således få umiddelbar adgang til alle de tjenester, som allerede bygger oven på Google Maps, og de vil kunne skabe sammenhænge mellem den udendørs og indendørs geografi. I eksemplet ovenfor med hospitalerne, vil det betyde at en patient kan få en ruteplan fra sin hjemadresse og helt ind til det rum, hvor behandlingen skal finde sted.

Havde der eksisteret en etableret infrastrukturer før Google Maps Indoor, var Google Maps Indoor nok blevet ligesom Google Maps. En service der byggede oven på eksisterende infrastruktur. Og der havde muligvis været flere spillere, der allerede nu havde indbygget indendørs funktionalitet i deres navigationssoftware.

Københavns Universitet er et dansk eksempel på en offentlig institution der allerede har valgt Google Maps Indoor som deres infrastruktur leverandør til indendørs navigation.

Brug for politisk stillingtagen og governance

Datainfrastruktur er og vil fortsat være lige så fundamental som den fysiske infrastruktur og vil være med til at definere fremtidens samfund. Datainfrastrukturer er ofte naturlige monopoler og bør behandles som naturlige monopoler.

Der har de seneste år været stort fokus på den netværksinfrastruktur, som skal understøtte IoT og Smart Cities. Det vil sige den trådløse infrastruktur som skal muliggør at data kan blive sendt frem og tilbage mellem eksempelvis en lygtepæl og et datalager. Dette er selvfølgelig også en vigtig infrastrukturkomponent. Men her er der allerede standarder og der er konkurrence. Det er i dag blevet så nemt og billigt at opsætte sin egen LoRA base station at det efterhånden er blevet hvermands eje.

Fokus bør i stedet drejes hen på datainfrastrukturen, hvor der er et langt større behov for politisk retning og demokratisering. Den offentlige sektor vil være en stor indkøber af de her services og har derfor også muligheden for at præge retningen for digitaliseringen i bred forstand.

I stedet for Smart City fora (aka. snakkeklubber), kan det måske være en idé at begynde at tænke i en egentlig Smart City governance, som kan sætte retning for hvad og hvordan den offentlige sektor forbruger og indkøber datainfrastruktur. Dette skal ske med henblik på at sikre

  1. åbne snitflader, der muliggør at små og mellemstore virksomheder kan få adgang til fælles infrastruktur på rimelige vilkår
  2. at data kan blive sammenhængende og være med til at nedbryde organisatoriske skel og silotænkning
  3. at undgå at den offentlige sektor bliver leverandørlåst og med dertilhørende høje omkostninger og manglende muligheder for kvalitetsløft

Eksterne kilder

https://www.theatlantic.com/technology/archive/2012/09/how-google-builds-its-maps-and-what-it-means-for-the-future-of-everything/261913/